Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Udepædagogik i Børnenes Allé

Børnenes Allé Fjelstervang ligger midt i naturens rige med masser af udfoldelses muligheder. Vi prioriterer udeliv og vi fokuserer på at bruge naturen, nærområdet og det omkringliggende samfund rigtig meget i vores dagligdag.

Vuggestuen har en dejlig legeplads, hvor børnenes sanser kommer i spil og hvor motorikken udfordres. Børnene nyder for eksempel varme sommerdage med vandleg og skygge, mens alle vandpytter bliver afprøvet i regnvejr. Når muligheden byder sig går de også på små ture i nærområdet.

Børnehavens legeplads er stor og fuld af muligheder til alle børn. Der er små hyggekroge, sansehave, frugttræer, sandkasser, skov, bakker, bålplads og meget mere. Her er masser af udfoldelses muligheder for alle. Børnehavens børn tager også tit på ture i nærområdet og andre gange får de besøg af ”bedsterne”, som kommer og hygger med børnene og laver forskellige kreative ting med dem.

SFOen er DGI certificeret og har derfor fokus på leg og bevægelse. De bruger udendørsarealerne meget til forskellige motoriske udfoldelser. De arrangerer også rollespil, ture ud af huset og bruger nærområdet.

Skolen er en udeskole, der forsøger at inddrage naturen, nærområdet og samfundet i undervisningen. Nogle gange flyttes undervisningen udenfor, nogle gange bruges naturen aktivt i undervisningen og andre gange bruges der kreative undervisningsformer, hvor eleverne får brugt hele kroppen til at lære med. Både skov, søer, krat og marker kan være udgangspunkt for faglig fordybelse. Desuden er eleverne ude hver dag i frikvartererne.